HOME TLAXCALA
The Translators’ Network for Linguistic Diversity
TLAXCALA'S MANIFESTO  WHO WE ARE  TLAXCALA'S FRIENDS   SEARCH 

SOUTH OF THE BORDER  (Latin America and the Caribbean)
IMPERIUM  (Global Issues)
THE LAND OF CANAAN  (Palestine, Israel)
UMMA  (Arab World, Islam)
IN THE BELLY OF THE WHALE  (Activism in the Imperialist Metropolis)
PEACE AND WAR  (USA, EU, NATO)
THE MOTHER CONTINENT  (Africa, Indian Ocean)

TYPHOON ZONE  (Asia, Pacific Basin)
WITH A K AS IN KALVELLIDO (Diary of a Proletarian Cartoonist)
STORMING BRAINS  (Culture, Communication)
UNCLASSIFIABLE  
TLAXCALAN CHRONICLES  
TLAXCALA'S REFERENCE ZONE   (Glossaries, Dictionaries, Maps)
LIBRARY OF AUTHORS 
GALLERY 
TLAXCALA'S ARCHIVES  

14/12/2019
Español Français English Deutsch Português Italiano Català
عربي Svenska فارسی Ελληνικά русски TAMAZIGHT OTHER LANGUAGES
 

Den tilkæmpede historie – fabler og fortællinger (uddrag)


AUTHOR:  Patrick MAC MANUS




Patrick Mac Manus er anklaget under terrorloven som talsperson for Foreningen Oprør. Han har skrevet bogen `Den tilkæmpede historie – fabler og fortællinger`, der er udkommet på forlaget Arbejderen. Bogen er et personligt bidrag til diskussionen om frihedsrettigheder og opstand, om flugt og håb, både i historien og i nutiden.


FORORD fra bogen:

'At blive stillet for retten er mere end dagligdag. At være tiltalt er anledning til også at tale og forklare. At skildre nogle af de holdninger, både personlige og historiske, som kan synes væsentlige. I en retssal, men også udenfor.

Dette har ført til en lille samling af fabler og historier, et forsøg på at fastholde den tradition, som livet udspringer af. Historier og myter, der ofte er væsentlige i menneskers forsøg på at fastholde troen på livet og retfærdigheden.

Den lille samling er et personligt bidrag til diskussionen om frihedsrettigheder og opstand, både i historien og i nutiden. At indvandrere og flygtninge også er et tema skyldes en personlig tilgang: en irsk historie om nedkæmpede oprør, hvor mennesker gang på gang igen har rejst sig. En historie, hvor tusinder blev forfulgt og fordrevet.

Det er en historie, der fortsætter i vor tid. Oprørets historie, modstanden og flugten, og – ikke mindst – håbet om en verden, hvor alle kan være. '

En grøn og lysende ø

Der står vagttorne med pigtråd i Ribe og pansrede mandskabsvogne kører gennem
Roskilde. På hvert gadehjørne står svært bevæbnede soldater fra et fremmed land.
Det kan være at mange vil vænne sig til det, måske de fleste. Hverdagen kan være  svær nok i forvejen.

Nogle ville slutte sig sammen i forbudte organisationer, i en undergrundshær. Sådan  er det også i Irland. Lande er ikke ligegyldig jord og sten, lande er steder og
betydninger. Betydninger der vedligeholdes eller henfalder i erindringer, i den
enkeltes og i befolkningens.

Grænser gennem et land kan være som amputationer, som sår, der bryder op igen og
igen. Den nuværende ’nordirske’ del af landet blev skabt gennem nederlag og tab.
Gennem fordrivelse af dens beboere, gennem besættelse og ekspropriation.

I mit indre kan jeg mærke stoltheden over den hemmelige hær, over dens kvinder og
mænd. Og en glæde over fremmede soldaters frygt mens de patruljerer gaderne i
Armagh og de bakkede landskaber i Fermanagh.

Løsningen ligger i dialoger og i vanskelige kompromiser. Men det er også
undergrundsorganisationerne, der har fremtvunget dialogen. Til dialog hører gensidig


respekt mellem konfliktens parter. En nødtvungen respekt, især når regeringsmagten
ikke hidtil har villet lytte. Og det har London ikke gjort, hverken i denne tid eller ned
gennem historien.

Bag våbnene, bag hårdheden ligger der også noget, der er varmt og nænsomt. At
mennesker en dag kan leve sammen på en grøn og lysende ø. Ønsket om at
mennesker en dag vil dele øen sammen, at delingen i sindene og i landskabet en dag
vil falme.

Her, tættere på Roskilde end på Armagh, er jeg spændt og pint mellem drømmens
pris og drømmens mål. Og ofte hader jeg de irske piber og deres skingre sorg. Piber
vilde af liv, tunge af erindring og lette i dansens flugt.

De kalder og jeg vil ikke svare. Og så svarer jeg alligevel.

En keltisk drøm

Der er en keltisk drøm, som venter på sin dag. Der er en dag vi venter på: dagen for
Storbritanniens opløsning. En statsdannelse, der blev skabt gennem vold og terror.
Den brutalitet, som i denne stats storhedstid hjemsøgte så mange folkeslag verden
over, blev først afprøvet mod keltiske befolkninger i Irland, Cornwall, Wales og
Skotland.

Disse folkeslag blev mødt med en menneskeforagt, som senere blev de afrikanske og
asiatiske befolkninger til del. En kulturel attitude, en oplevelse af herredømmets
selvfølgelighed, blev dannet i undertvingelsen af de keltiske befolkninger.

En historiker fremhæver, at ”irlændere var genstand for en langt mere generel foragt
end sorte” i det syttende århundredes England. Othello var en nobel figur, Paddy var
en nigger. Mange af de slaver, der i de år blev transporteret til sukkerrørs- og
bomuldsplantagerne i Virginia og de Vestindiske øer, var irlændere. Ofte som straf
efter mislykkede opstande. Foragten for de sorte tog derimod til med udbredelsen af
den afrikanske slavehandel.

Herredømmet blev indlært i Storbritannien. Gennem skole og kirke, universiteter og
militærakademier blev der indøvet den særlige mine, en sproglig accent og en
kropslig holdning, hvis spor stadig mærkes i den engelske kultur.

Ekspropriationer og fordrivelse af store befolkningsgrupper, straffelovgivning og
massedeportationer, forbud mod kulturelle udtryksformer og religionsudøvelse var i
de keltiske områder bestanddele i et forløb, som antog dimensioner af et både fysisk
og kulturel folkemord. Hungersnød blev ikke sjældent anvendt som politisk og
økonomisk instrument mod befolkningerne.

Det sidste store oprør i Cornwall begyndte i Bodmin i juni 1549. Rebellerne bar kors
og et banner med Jesu Fem Sår og våben. De drog til Exeter, som de belejrede.
Småhandlende, bønder, landarbejdere, blikarbejdere, skomagere og fiskere.

Et af rebellernes hovedkrav var afskaffelsen af den nyindførte bønnebog og
gudstjeneste på engelsk. I et dokument hedder det: ”Vi, befolkningen i Cornwall,
hvoraf nogle overhovedet ikke forstår engelsk, afviser aldeles dette nye engelske
sprog”. Selv talte de keltisk, latin, som messen blev holdt i var et sakralt sprog,
engelsk var magtens sprog.

I august ankom den engelske konges tropper. Oprørerne blev slået ved Clyst St.
Maria og igen ved Samford Courtenay. Hæren fortsatte mod vest og i landsby efter
landsby blev der plantet galge efter galge. Det var i det år, de sagde at det regnede
blod over Cornwall. Den sidste person, der talte keltisk i Cornwall døde i 1778.
Magtens sprog og magtens enetale havde sejret.

Efter slaget ved Culloden, som var de skotske klaners sidste oprør mod den engelske
krone, blev landet lagt øde. Landsbyerne blev plyndret og brændt, kvæget drevet
bort. Klanernes økonomiske og kulturelle grundlag kom sig aldrig igen. Det skotske
højlands mennesketomme og sorgfulde skønhed er et resultat af historiske processer.

Selv befolkningens plaid og kilt blev forbudt ved lov i 1747. For
førstegangsovertrædere var straffen seks måneders fængsel, herefter deportation til
bomulds- og tobaksplantagerne i en periode på syv år. I stedet for kilt og plaid skulle
mændene nu klæde sig i bukser, symbolet på underkuelse og civilisationens sejr.

Spørgsmålet om benklæder og civilisation ville også optage London i de kommende
århundreder, hvor især de afrikanske folkeslag viste sig genstridige.

Nu venter vi på opløsningen, på Storbritanniens endelige reduktion. Meget af det, der
er sket kan ikke gøres godt igen. Historiske processer er irreversible. Alligevel kan
der efter århundreders dominans genskabes en selvfølelse og identitet, der kan
bidrage til mangfoldigheden i verden. Og det sker i An Gaillimhe og Ard Macha, i
Dún Edin og Arisaig, i Aberystwyth og Llangollen.

I England vil skaren af indvandrere fra det tidligere imperium bede i moskeerne og
spille på ståltrommerne. Om historiens ironi vil kelterne le i denne sene time.

*** 

Egoli

Gaderne er af guld og ingen sulter. I tusinder vandrer vi mod byen. Om natten følger
vi stjernerne. Når himlen er overskuet spørger vi os for. De kender ikke vores sprog,
men kender byens navn og kan vise os retningen. Egoli. Den gyldne by, hvor ingen
sulter.

Ingen vender tilbage derfra. De få, der viser sig vil ingen kendes ved. Nedbrudte,
bliver de fordrevet fra landsbyen, eller stenet på stien, hvor de ligger i deres laser.
Indtil dyrene slæber dem bort om natten.

Bag bjergene, over floderne og havet skinner Egoli, og i øjnene om natten.

Sorg

Sorg er historiens stof. Der er sorgen over det, vi har gjort mod os selv og mod
verden. Men det er den mindste. Den store sorg er sorgen over det, der gør sorgen
mulig. I al historie er der en længsel efter sorgløshed, en længsel efter en verden,
hvor vi ikke er til.

Mismodige notater

I et nyere værk om den hellenistiske verden skriver en historiker: ”At bygge et større
tempel kostede lige så meget som et felttog, omkring 1000 talenter”.

Mange af templerne har vi endnu, ruiner hvor offerblodet for længst er tørret ind.
Sammen med felttogene er de gået over i historien også som bestanddel i et historisk
dannelsesideal.

Det vil måske altid forblive et ubesvaret spørgsmål, om ikke de tusind talenter kunne
være anvendt på anden vis. En anden prioritering ville efterlade andet end magtens
monumenter: brødet, der blev spist, kærligheden, der blev forlænget, dansen, der
fortsatte. Og utallige blomstringer af et liv, ikke afkortet i sultens hytter og krigens
grav.


Rangorden

Bartholomew Anglicus, De proprietatibus rerum
(1203 - 1272)

I dyrenes verden ser vi menneskenes verden. I ørnens flugt, i høgens hurtighed og
vildsvinets grusomhed ser konger og herremænd sig selv i naturens spejl. Og i æslets
usle skæbne kan den kuede bonde finde trøst.

Mens det endnu er ungt er æslet et velformet og behageligt væsen. Med alderen
vokser det sig til et groft, behåret og melankolsk dyr, tungt og stædigt, trægt og
glemsomt.

Han sættes til arbejde døgnet rundt, bliver slået med stave, prikket med torne, og
munden ridset med skarpe bidsler. Han dør en dag efter al sin møje og uden løn for
sit livs besvær. Selv sit skind kan han ikke beholde, men bliver flået til sidst.

Nøgent kastes æslet bort uden sten eller grav og bliver ædt af hunden og den vilde
ulv.

Æslets straf

Æsop (600 f.v.t.)

På en gård er der en lille hund, som alle kæler for. Æslet vil gerne have del i hundens

liv. En dag, da bonden vender hjem, kaster æslet sig om halsen på ham og slikker
ham i ansigtet. Skrækslagen, kalder bonden på hjælp.
Æslet vristes ud af omfavnelsen og bliver slået. Tungt lader det sig falde, tungt og
hårdt bliver dets krop. Hårdt bliver dets sind og uden eftergivenhed. I årtusinder vil
det værne sig mod misforståelser og kærtegn.

Audiens

Gotthold Ephraim Lessing
(1729-1781)

Æslerne klager til Zeus over menneskenes grusomme behandling. Vi bærer byrder,
som både mennesker og alle andre dyr vil segne under. Og alligevel slår de os dag ud
og dag ind.


Ø Patrick Mac Manus: Den tilkæmpede historie – fabler og fortællinger -Pris: 60 kr.

Bestil bogen her


Kilde: Arbejderen

Oprindelig artikel offentliggjort den 2. september 2009  

Om forfatteren

Tlaxcala er det internationale netværk af oversættere for sproglig mangfoldighed. Denne artikel  er frie til at reproducere, forudsat at de overholder integritet og nævne forfatter og kilde.

URL for denne artikel om Tlaxcala:
http://www.tlaxcala.es/pp.asp?reference=9391&lg=ot


STORMING BRAINS : 29/11/2009

 
 PRINT THIS PAGE PRINT THIS PAGE 

 SEND THIS PAGE SEND THIS PAGE

 
BACK TO LAST PAGEBACK TO LAST PAGE 

 tlaxcala@tlaxcala.es

PARIS TIME  23:24